Lysavis?

Lang vej til perfektion

LCD-TV med skønhedsfejl

Alle tv fabrikanterne er enige om, at lcd tv er fremtidens tv. Vi har testet en flok af dem og fundet, at fremtiden slet ikke er så rosenrød, som det påstås – og slet ikke for os europæere.

Af J.O.S. Svendsen PC-Online
December 2005

Efter at have hørt den fjerde tv fabrikant forklare os, at 2005 ville blive året, hvor lcd tv virkelig slog igennem, besluttede vi os for at teste, om den påståede revolution nu også har bund i virkeligheden.

Resultaterne af testen er ikke opløftende, for det absolut bedste billede i testen blev leveret af det plasma tv, vi havde taget med som reference.

Vi oplevede, at alle de testede lcd tv uanset størrelse var helt utilgivende overfor problemer i billedmaterialet. Det gav problemer ved dvd visning, hvor komprimeringsstøj var meget fremtrædende.

Dertil kom, at opskaleringen af tv billeder til tv’ets fulde opløsning var problematisk, hvilket betød forvrængninger i billedet. Ingen af disse problemer var synlige på et almindelig tv eller på det testede plasma tv.

Som computerskærm eller til brug med spilkonsoller er lcd tv til gengæld ideelle.

Forskellige teknologier
En stor del af problemet skyldes de forskellige teknologier i plasma og lcd tv. Et plasma tv består af en flok røde, grønne og blå gasfyldte celler, der hver især fungerer som et mikroskopisk lysstoffør. En celle i et plasma tv er således en aktiv lysgiver.

Det er et billedpunkt i et lcd tv ikke. Her drejer det sig om at skygge for lyset fra en baggrundsbelysning. Jo mere der skygges, jo mørkere bliver billedet. Dagens lcd teknologi giver et kontrastomfang på omkring 1:1000, hvilket svarer til et almindelig tv med billedrør. Plasma tv opgives derimod til at have et kontrastomfang på helt op til 1:10.000.

Uheldigvis måles kontrast forskelligt for de to teknologier, idet kontrasten for lcd skærme måles som kontrasten mellem en helt hvid skærm og en slukket skærm, og maksimal lysstyrke er gennemsnits lysstyrken for den helt hvide skærm. Kontrast for plasma tv måles derimod som lysstyrken mellem en lille helt hvid firkant og den omgivende skærm, hvilket giver skærmens strømforsyning mulighed for at sende al energi til det hvide felt.

Kontrasten afhænger af belysningen
Skærmteknologiernes kontrastomfang afhænger af, hvor meget lys, der er i et lokale. Plasma er bedst i helt mørke lokaler, mens lcd teknologien klarer sig bedre i almindelig dagligstuebelysning på omkring 150 lux.

Ifølge målinger fra NEC/Mitsubishi kommer det reelle kontrastomfang for en plasmaskærm under 1:100, mens lcd klarer sig bedre med 1:300.

Det skyldes flere ting. Alle plasma tv har et lag af EMC beskyttelse (ElectroMagnetic Charge) på fronten for at beskytte brugeren mod elektromagnetisk stråling.
Dette lag er reflekterende og gør, at skærmen bliver sværere at se i meget lyse lokaler på samme måde som almindelige billedrørsfjernsyn. Lcd tv med deres matte overflade er mere tolerante overfor stærkt omgivende lys.

Sort er ikke sort
Uheldigvis lider lcd skærme af et andet problem, nemlig høje sortniveauer. Lcd skærme gengiver i bedste fald sort som en meget mørkegrå farve. En ideel skærm har et lavt sortniveau, hvilket betyder, at den gengiver alle mørke nuancer korrekt.

Årsagen til problemet er, at lcd teknologien ikke er perfekt, da de flydende krystaller, som danner skærmens billedpunkter, ikke er i stand til at lukke fuldstændigt for skærmens baggrundsbelysning.
Siden det er styrken af skærmens baggrundsbelysning, der bestemmer skærmens totale lystyrke, er fabrikanterne naturligvis interesserede i at give en lcd skærm mest mulig baggrundsbelysning.

Det går så til gengæld ud over skærmens gengivelse af sort. Vi målte sortniveauer for lcd skærmene, der var mellem to og tre gange højere end sortniveauet for testens reference plasmaskærm.
Det kan ikke alene ses på gengivelsen af tv billedernes skygger, det er også uheldigt set i forhold til dvd gengivelse.

Alle dvd’er er komprimeret med MPEG2 videokomprimering, der netop bygger på, at vores øje har svært ved at registrere farveændringer og strukturer i billedets allermørkeste områder, og disse derfor kan komprimeres ekstra kraftigt.

Men hvis disse områder lige pludselig er synlige, fordi skærmen gengiver sort som mørkegråt, og skærmen desuden har et større kontrastomfang end et almindelig tv, så vises alle komprimerings defekter og støj med stor tydelighed.

Dvd’er, der ser nydelige ud på et tv med billedrør eller et plasma tv, kan derfor være næsten ulidelige at se på et lcd tv.

Dette problem bliver næppe løst, før der er så mange lcd tv i verden, at man begynder at tage hensyn til denne teknologi ved fremstillingen af dvd’er, sådan at dvd filmene også gennemses på et lcd tv ved den endelige fastlæggelse af lys og kontrast.

Vores tv standard er stadig problematisk
Det betyder alt sammen, at det ikke går specielt godt ved gengivelse af dvd’er, der er fremstillet til det europæiske tv system. Alle de testede lcd tv havde synlige billeddefekter, der skyldes omformningen af billederne.

Plasma tv’et, vi brugte som reference, havde ingen problemer her. Opløsningen på dette er 1.024x768 billedpunkter, og 16:9 formatet opnås ved at billedpunkterne er rektangulære i stedet for firkantede.

Vi prøvede også tv’ene med med flere amerikanske NTSC film med 640x480 pixels, og her havde lcd tv’ene noget lettere ved at skalere billederne, fordi det amerikanske tv format simpelthen passer bedre til lcd skærmenes format.

De fleste LCD-tv fabrikanter, for eksempel Philips, JVC, Sony og Panasonic, har da også taget konsekvensen af de europæiske problemer og fremstiller lcd tv med en opløsning på 1.366x768 billedpunkter, hvilket både er ægte 16:9 og passer bedre til vores PAL format.

Prisen for at ændre format er dog, at skærmen mister pc kompatibilitet, idet en opløsning på 1.280x768 er en standardopløsning for en pc skærm.

Billedkonvertering giver lydproblem !!.
Men al denne opskalering af analoge signaler fra dvd afspilleren betyder også, at der går tid med, at tv’ets processor skal gøre arbejdet.

Alle lcd og plasma tv er progressive, hvilket betyder, at de viser billedet på én gang, hvor et almindelig billedrørs tv viser det af to omgange, idet skærmens indbyggede træghed i billedvisning gør, at øjet opfatter de to delbilleder som ét samlet billede.

Fladskærms tv snupper de to delbilleder og sætter dem digitalt sammen, hvorefter det enkelte tv billede skaleres inden visningen. Det tager tid, og derfor forsinkes lyden tilsvarende for at passe til billederne. Forsinkelsen kan være mellem 1 og 5 billeder, hvilket betyder en forsinkelse på over 0,04 sekund.

Det betyder intet, hvis man altid hører lyden via tv’ets højttalere, men det kan have en effekt, hvis tv’et indgår i et surroundanlæg, hvor en forsinkelse af denne størrelse reelt set betyder, at tv’et skal rykkes hele 13 meter bagud i forhold til surroundanlæggets fronthøjttalere.

Heldigvis er de færreste film kritiske med synkroniseringen, og de fleste surround forstærkere kan da også indstilles til at korrigere for problemet.

Vi venter på næste generation
Alt dette leder hen til, at lcd teknologien endnu ikke virker helt moden..

Vi har testet et udvalg af lcd tv i forskellige størrelser, men med en enkelt undtagelse var ingen af dem i stand til at levere et billede, der var helt på højde med plasma tv’et.
Vi må anbefale så vidt muligt at tilslutte dvd afspilleren via tv’ets digitale indgange eller indgange beregnet til HD (High Definition), så man undgår skalering.

Alle testens lcd tv havde digitale indgange eller component video, som er videotilslutning, hvor signalet er opdelt i grundfarverne rød, grøn og blå, hvilket giver mulighed for højere opløsning. Vi prøvede at tilslutte en pc til DVI indgangen, og det dokumenterede, at lcd tv’ets svage punkt helt klart er tv’ets processor.

Når skaleringen fandt sted i Windows Media Player, var de problemer, som vi tidligere havde set, nemlig væk.

Det skal her indskydes, at alle tv i testen leverede OK tv gengivelse, når billedet kom ind via antennestikket. Men her kan digitaliseringen også ske helt på tv’ets præmisser, så billedet bliver bedst muligt. Dog stadig langt fra Plasmaens billedgengivelse.

Problematisk pc opkobling
Flere af af de testede lcd tv havde drivere med, og dermed var det muligt at koble dem til en pc på optimal vis.
Andre havde ikke denne mulighed, og det gav problemer med pc opkoblingen. For at få et korrekt billede kræver det meget præcis indstilling af pc’ens grafikkort, og det var svært at opnå.

Lcd tv er en glimrende løsning til pc eller udstillingsbrug, forudsat at der er drivere til det. Derimod vil vi fraråde at bruge plasma teknologi til dette. Selv om dagens plasma tv er langt bedre rustet mod indbrænding end tidligere, oplevede vi, at det stadig kan forekomme på enkelte modeller, og risikoen forekommer især i plasmaens først 3 måneders levetid. En forevisning af Terminator 2 i originalformatet 1:2,35 gjorde, at de sorte kanter i bunden og toppen af billedet kunne ses som skygger efter filmen. Heldigvis forsvandt skyggerne, da hele skærmarealet blev anvendt.

Til brug sammen med pc’er og spilkonsoller er lcd skærme derfor et langt bedre valg, da denne teknologi ikke giver indbrænding.

Endelig er lcd tv ikke, som måske først antaget mere strømbesparende end plasma. Det skyldtes at LCD'en uanset billede bruger samme strøm, hvorimod plasmaen bruger mere strøm når det er meget lyse billeder, men derimod mindre når det er mørke billeder. Lcd tv er dog mere robuste rent fysisk end plasma tv med gasfyldte celler.

Så drejer det sig om at få den bedste billedkvalitet, især i den lysafdæmpede stue er plasma det klare valg, mens LCD TV'et er velegnet i mindre størrelser og meget lyse rum.

I dag kan et 42" plasma tv fås til samme pris som et 32" lcd tv. Og de 10 tommer betyder meget  for en større biografoplevelse.

Inden du køberfladskærms tv
Brug en velkendt dvd til at afprøve tv’et med.

Brug en film med slut og starttekster på sort baggrund til at se, om der er tydelige komprimeringsfejl.

Sørg for at skærmen er sat i en neutral indstilling. Det er et kendt butikstrick, at de skærme, der køres salgsfremstød på, indstilles ekstra godt, mens resten skrues ned på lav kontrast.

Spørg ind til, hvad producentens politik er for ombytning af skærme med pixelfejl.

Undersøg, om tv’et har optimale drivere, hvis det skal bruges til udstilling eller pc.

Køb ikke en skærm uden digital indgang eller component video indgang, det er forudsætning for at kunne anvende High Definition (HD) tv senere.

Gå så vidt muligt efter et lcd-tv med opløsningen 1.366x768, og 1024x768 for plasma-tv, hvilket giver mulighed for ægte 16:9 format.

Forlæng plasma skærmens levetid
Langt de fleste fladskærms tv er i dag plasma tv. Her er en række gode råd til at forlænge skærmens levetid.

Indbrænding har været den største trussel mod en plasmaskærm og skyldes sliddet på billedcellernes lysgivende belægning. Vises der statiske billeder på skærmen i længere tid ad gangen, slides skærmens celler forskelligt, hvilket betyder, at et mønster indbrændes på skærmen.

Hvor lang tid der skal til, før der sker en indbrænding, afhænger af skærm, billedmateriale og skærmens alder, men følgende råd kan mindske risikoen for en ødelagt skærm ganske betragteligt.

Hold kontrast og lys under 50 procent i de første 200 timer af skærmens levetid, da skærmen er mest følsom, mens den er ny.

Brug ikke skærmen til spil, eller husk altid at slukke for konsollen. De fleste spil har statiske elementer som pointdisplay, instrumentpaneler med mere. Ofte har disse elementer høj kontrast for at kunne ses ordentligt, og dette kan give indbrændinger.

Det samme gælder plasmaskærme til pc brug. Der er for mange statiske elementer på et almindeligt pc skærmbillede. Startknappen vil for eksempel være et så statisk billedelement, at risikoen for indbrænding er der.

Brug altid skærmens mulighed for pausebilleder eller slukkemuligheder for at mindske tiden med statisk billede på skærmen. Nogle skærme kan flytte hele skærmbilledet nogle pixels med jævne mellemrum, hvilket kan mindske risikoen for en skarp indbrænding af for eksempel logoer.

De fleste plasmaskærme har også mulighed for at regenerere skærmen ved at vise et støjmønster, der jævner svage indbrændinger ud. Denne regenerering forkorter dog skærmens levetid, så følg altid leverandørens anvisninger nøje, og brug ikke denne mulighed oftere end for hver 100 driftstimer.

Brug skærmens zoom muligheder til at undgå sorte kanter på widescreen film. Ser man tit såkaldte letterboxed widescreen film, hvor filmen er i originalformat, kan de sorte kanter over og under filmen give en form for negative indbrændinger.

Brug også skærmens zoom funktioner til at fjerne logoerne fra tv stationer. Langt de fleste tv kan zoome ind samtidig med, at billedet flyttes op eller ned, så undertekster stadig kan ses, selv om man er gået i nærbillede.

Plasma teknologien er bedst egnet til tv og film, men her er den også langt bedre end lcd skærmen.

Bruger man plasma tv til spil og som computerskærm, risikerer man indbrænding på grund af de mange statiske elementer. Blot vær opmærksom på det.